Vær med: Sammen om hjemmeplejen
Hvordan skaber vi et godt samarbejde mellem borgere, pårørende og hjemmeplejen? Det vil vi gerne høre dine tanker om. Derfor inviterer Dragør Kommune til det første møde i ”Sammen om hjemmeplejen” onsdag den 25. november 2026 i Aktivitetshuset Wiedergården.
Får du hjælp fra hjemmeplejen, er du pårørende, eller har du på anden måde tilknytning til hjemmeplejen? Så kom og vær med, når vi sætter fokus på samarbejdet i hverdagen.
Med ”Sammen om hjemmeplejen” skaber vi et nyt forum, hvor borgere, pårørende og medarbejdere fra hjemmeplejen kan mødes, dele erfaringer og drøfte emner, der har betydning for flere.
Dine erfaringer og idéer er vigtige
På det første møde taler vi om, hvordan vi kan skabe et godt samarbejde med klare forventninger til hinanden. Vi sætter også fokus på pårørendes rolle og muligheder for at blive inddraget med udgangspunkt i den nye ældrelov.
Du kan desuden høre om aktiviteter og fællesskaber for ældre i Dragør og komme med idéer og ønsker til kommende møder.
Møderne er en del af kommunens arbejde med at styrke samarbejdet mellem hjemmeplejen, borgere og pårørende.
Kom med onsdag den 25. november
- Tid: Onsdag den 25. november 2026 kl. 16–17
- Sted: Fællessalen i Aktivitetshuset Wiedergården, Wiedergården 2, 2791 Dragør
- Tilmelding ikke nødvendig – du møder bare op.
Bemærk: Vi drøfter emner af fælles interesse på møderne og ikke konkrete personsager. Har du spørgsmål om din egen eller en pårørendes hjælp og pleje, skal du kontakte hjemmeplejen direkte.
Vi håber, du har lyst til at være med og dele dine erfaringer og idéer.