Udvikling af Erhvervsområde Nord
Her kan du læse om arbejdet med udviklingen erhvervsområdet ved A.P. Møllers Allé.
Forventet tidsplan for helhedsplan
- April–maj 2026: AART færdiggør forslag til helhedsplan
- Juni 2026: Politisk behandling og beslutning om offentlig høring
- August–september 2026: 8 ugers offentlig høring (og evt. et borgermøde)
- Oktober 2026: Behandling af høringssvar og eventuelle tilpasninger
- November 2026: Politisk vedtagelse af helhedsplan
- December 2026: Offentliggørelse af helhedsplan
- Herefter: Videre planlægning (kommuneplanramme og lokalplaner) samt byggemodning
Arbejdet med helhedsplan i 2025 og 2026
I maj 2025 stillede ACVM et medlemsforslag om at få udarbejdet en helhedsplan for området. Du kan finde et link til medlemsforslaget længere nede på siden.
Som opfølgning på medlemsforslaget besluttede kommunalbestyrelsen på sit møde i september 2025 at igangsætte udarbejdelsen af helhedsplanen. Helhedsplanen tager udgangspunkt i en opgavebeskrivelse, som er udarbejdet af administrationen. Du finder link til kommunalbestyrelsens beslutning længere nede på siden.
Arbejdet er nu i gang, og kommunens rådgiver, AART, har den 9. april 2026 præsenteret det første udkast for kommunalbestyrelsen. Du kan se oplægget nederst på siden.
Helhedsplanen tager udgangspunkt i følgende principper:
- Området målrettes mindre håndværk og let produktion (miljøklasse 1–3)
- Begrænset tung trafik – ingen lager- og logistikvirksomheder
- Samme karakter som det eksisterende erhvervsområde (A.P. Møllers Allé 1–43)
- Fokus på bæredygtigt byggeri og energibesparende løsninger
- Etablering af grønne områder, regnvandshåndtering og beplantningsbælter
- Vejstruktur planlægges med hensyn til støj og naboer
Helhedsplanen forventes færdiggjort i april–maj 2026. Herefter skal politikerne tage stilling til, om forslaget skal sendes i offentlig høring i 8 uger.
I høringsperioden vil der være mulighed for at alle interesserede kan komme med input.
Indledende trafikanalyse i 2023
Der er udarbejdet en indledende trafikanalyse for at undersøge mulige vejadgange til området.
Analysen peger på, at det mest hensigtsmæssige er at lede trafikken ind i området fra den nordlige del. Det vil minimere den ekstra trafik på A.P. Møllers Allé, Hartkornsvej og Hovedgaden i Store Magleby.