Gå til hovedindhold
Nyheder
Kystbeskyttelse

Invitation: Borgermøde om kystbeskyttelse – etape 2

Vil du have et kig ind i maskinrummet for arbejdet med kystbeskyttelse af Nordstranden, Dragør By/Havn og Sydstranden? Kom med tirsdag den 28. april kl. 16-19, når rådgiverteamet præsenterer status, løsningsspor og ’mock-ups’ i landskabet, og giv dine input til løsningerne. Tilmelding senest torsdag den 23. april.

14. apr. 2026

Forhøjet vandstand på indersiden af diget på Nordstranden, november 2023 (Arkivfoto)

Indhold

    Dragør Kommune arbejder for en samlet kystbeskyttelse langs hele kommunens kyst. Med etape 2 sætter vi fokus på de nordlige og centrale strækninger – Nordstranden, Dragør By/Havn og Sydstranden – og på, hvordan løsningerne kan indpasses i by- og landskabsmiljøet.

    Du er inviteret til at komme med i maskinrummet tirsdag den 28. april 2026 kl. 16-19. Vi begynder med en vandring, hvor du kan vælge mellem to forskellige ruter – og vi slutter med borgermøde på Dragør Skole (Vestgrønningen 9).

    Tilmeld dig vandring og borgermøde tirsdag den 28. april 2026

    Ved arrangementet kan du bl.a.:

    • få et overblik over de mulige løsninger for de tre delstrækninger
    • komme med på guidet tur til nye ”mock-ups”, der viser højder og bredder for en indre løsning forskellige steder i byen
    • høre om fordele, ulemper og konsekvenser ved de forskellige løsningsspor – og hvordan en ydre løsning kan perspektivere den indre
    • dele din lokale viden og dine prioriteringer ved dialogstationer, så rådgiverne kan bruge input i det videre arbejde med løsningskataloget.

    Der vil på mødet også være mulighed for at høre om de økonomiske rammer samt se eksempler fra andre steder i Danmark.

    Programmet byder på

    Kl. 16-17: Guidet vandring til udvalgte mock-ups

    Du kan vælge imellem to ruter:

    1. Fra Nordstranden til byen. Mødested kl. 16: Ved mock-up på den blå badebro på Nordstranden
    2. Fra Sydstranden til byen. Mødested kl. 16: Ved mock-up på Søndre Strandvej (i nærheden af pumpestationen ved Strandjægervej 74).

    Det er ikke muligt at deltage i begge vandringer, men du kan efterfølgende opleve de enkelte mock-ups på egen hånd.

    Vandringen foregår i mindre hold ad stier/fortove og begge ruter slutter ved Dragør Skole senest kl. 17.15.

    Hvis du ikke ønsker at deltage i vandringen, kan du møde på Dragør Skole kl. 17.15 til præsentation af mulige løsninger.

    Kl. 17.15: Velkomst og fælles præsentation

    • Ankomst og velkomst ved borgmester Kenneth Gøtterup
    • Baggrund og status ved Dragør Kommune (politiske beslutninger og proces)
    • Præsentation af løsningskatalog – Etape 2 ved Arkitema og COWI

    Kl. ca. 18.30: Dialogstationer

    Her kan du stille spørgsmål og give input til prioriteringer, design og indpasning til Nordstranden, Dragør By/Havn og/eller til Sydstranden.

    Kl. 19: Tak for i dag

    Spørgsmål og svar fra mødet samles efterfølgende på dragoer.dk.

    Tilmelding – frist torsdag den 23. april 2026

    Af praktiske hensyn er tilmelding nødvendig. Der er plads til 150 deltagere (først til mølle).

    Du tilmelder dig via denne blanket

    Tilmeld dig vandring og borgermøde tirsdag den 28. april 2026

    Ikke-digitale borgere kan tilmelde sig via telefon 32 89 01 00.

    Du er velkommen til at deltage i både vandring og møde – eller blot i én af delene.

    Praktisk info

    Skal du med på vandringen, så tag fornuftigt fodtøj på.

    Vi byder på lidt let at spise.

    Bemærk: Der vil blive taget foto ved arrangementet til eventuel offentliggørelse i pressen og på dragoer.dk – gør venligst fotografen opmærksom, hvis du ikke ønsker at medvirke til det.

    Læs mere om Dragørs kystbeskyttelsesprojekt

    Diger i Dragør

    Risikoen for oversvømmelse stiger i de kommende år i takt med forventede klimaforandringer. Dragør Kommune ligger lavt i landskabet og er en del af de ti områder, som staten og EU har udpeget som sårbare over for havvandstigninger og stormflod. I Dragør Kommune arbejder vi mod at blive en klimarobust kystkommune.