Bliv lægdommer i Dragør
Har du lyst til at bidrage til retssystemet og repræsentere den almindelige borgers perspektiv i retten? Du kan nu søge om at komme på Dragør Kommunes grundliste over lægdommere for perioden 1. januar 2028 til 31. december 2031. Ansøgningsfristen er mandag den 12. oktober 2026.
Som lægdommer er du med til at dømme i straffesager ved domstolene som enten domsmand eller nævning. Lægdommere er almindelige borgere, som sammen med juridiske dommere er med til at træffe afgørelser i straffesager.
Grundlisten skal afspejle befolkningens sammensætning, og derfor opfordres alle interesserede borgere til at søge.
Hvem kan søge?
Du kan søge om at blive optaget på Grundlisten, hvis du:
- bor i Dragør Kommune
- er fyldt 18 år og er dansk statsborger
- har en ren straffeattest
- taler og forstår dansk
- Ikke er fyldt 80 år inden udgangen af 2031
Der gælder desuden særlige regler for enkelte erhverv, som betyder, at nogle personer ikke kan blive optaget på Grundlisten. Det gælder blandt andet ministre, advokater og advokatfuldmægtige samt visse ansatte ved på Justitsministeriets område. Det samme gælder præster i folkekirken og andre trossamfund.
Hvad sker der efter din ansøgning?
Når ansøgningsfristen er udløbet, vurderer Dragør Kommunes grundlisteudvalg ansøgningerne. Udvalget består af fem politisk udpegede medlemmer og skal sammensætte en grundliste, der afspejler Dragør Kommunens befolkningssammensætning.
Du er ikke garanteret en plads på grundlisten, selvom du opfylder kravene. Hvis du bliver optaget, er det heller ikke sikkert, at du bliver indkaldt som lægdommer. Domstolene udvælger lægdommere ved lodtrækning blandt personerne på grundlisten.
Betaling
Som lægdommer får du 1.100 kr. pr. dag. I nogle tilfælde kan du også få transportgodtgørelse. Er du på kontanthjælp, kan betalingen som lægdommer medføre fradrag i din ydelse.
Sådan søger du
Du kan søge om at blive lægdommer ved at udfylde ansøgningsblanketten på kommunens hjemmeside via nedenstående link.
Ansøgningsfrist: mandag den 12. oktober 2026
Periode for udpegning: 1. januar 2028 – 31. december 2031
Behandling af dine oplysninger
Grundlisteudvalget behandler oplysninger fra din ansøgning. Hvis du bliver indstillet som lægdommer, bliver oplysningerne videregivet til præsidenten for Østre Landsret.