Gå til hovedindhold
Nyheder

Fuldmagt til at hjælpe

Alle kan få brug for hjælp. Hvad der er nemt for nogen, kan være svært for andre. Og det man kunne i går, kan man måske ikke i dag. I det offentlige kræver det ofte en fuldmagt at få lov til at hjælpe. Få hjælp til fuldmagter her.

Indhold

    Måske dine forældre har brug for hjælp til at søge folkepension eller til en flytning. Eller du har en god ven, som har bedt om hjælp til at søge om sygedagpenge. 

    Du kan få fuldmagter til at hjælpe. For eksempel til at få indsigt i oplysninger, kontakte en bestemt myndighed eller handle og træffe beslutninger på vegne af en anden. 

    Selvbetjening – digital fuldmagt

    Alle situationer er forskellige. Så hvilke fuldmagter har du brug for, og hvor kan du finde dem? 

    Selvbetjening – digital fuldmagt – er et godt sted at starte. 

    Husk, at fuldmagter gælder til specifikke formål. Derfor har du brug for mere end en. 

    borger.dk/digitalhjælp kan du læse mere om, hvordan du kan hjælpe digitalt, og hvordan du bruger en digital fuldmagt, når du har fået den.

    Hvad er en fuldmagt?

    En fuldmagt er et bevis på, at du må gøre noget på vegne af en anden. Når du har en fuldmagt, kan du hjælpe med en specifik opgave, for eksempel at søge boligstøtte, flytte adresse eller rette forskudsopgørelsen. 

    Med en fuldmagt er det tydeligt for alle, hvem der har gjort hvad. Det er sikkerhed for begge parter. 

    I skal begge vide, hvad I giver og får fuldmagter til. Uden at fuldmagterne giver mere end, der er brug for hjælp til.

    Læs mere

    Hent folderen fra Digitaliseringsstyrelsen: Hjælp til fuldmagter i den offentlige sektor

    Vigtigt at vide, når du hjælper

    Du skal bruge specifikke fuldmagter til specifikke opgaver

    En fuldmagt kan give adgang til at:

    1. Handle på vegne af en anden, for eksempel at søge om boligstøtte i en selvbetjening eller på en blanket
    2. Få indsigt, for eksempel at læse prøvesvar på sundhed.dk
    3. Kontakte, for eksempel at ringe til kundeservice hos Udbetaling Danmark.

    Private virksomheder skal kontaktes særskilt

    På det private område skal du kontakte de enkelte virksomheder, for eksempel banker, forsikringsselskaber og pensionsselskaber og høre, hvordan de håndterer fuldmagter hos dem.

    Du skal bruge dit eget MitID, når du hjælper

    Skal du logge på en digital løsning på vegne af en anden, skal du bruge dit eget MitID. Herefter skal du typisk skifte profil til den person, der har givet dig fuldmagt til den specifikke selvbetjening.

    Læse- og skriveadgang i Digital Post er ikke det samme som en fuldmagt

    Med en læse- og skriveadgang i Digital Post kan du både læse en andens post og kommunikere med det offentlige på vegne af den anden. For eksempel kan du ændre tid til et møde med hospitalet eller sende et svar til kommunen. 

    Vær opmærksom på, at en læse- og skriveadgang ikke er det samme som en fuldmagt. Måske bliver du bedt om dokumentation for, at du må handle på vegne af den anden.