Borgmesteren har ordet
År 2025 går på hæld, og inden vi skriver 2026, får I her årets sidste udgave af ErhvervsNyt Dragør – nummer 4, december 2025. Vi indleder med nyt politisk udvalg, tanker om Skills som inspiration til uddannelsesvalg og mere fokus på erhverv og turisme.
ErhvervsNyt Dragør er en konkret indsats, der udspringer af erhvervsstrategien Erhvervsliv og kommune sammen. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for den store indsats og det engagement, som virksomheder og aktører har bidraget med. Jeres input har haft stor betydning for, at strategien nu omsættes til konkrete indsatser, og for det videre arbejde fremadrettet.
Nyt politisk udvalg
Efter kommunalvalget er der nu nedsat en ny kommunalbestyrelse og afholdt konstitueringsmøde. Her er erhverv og turisme samlet i et nyt politisk udvalg sammen med kultur- og fritidsområdet. Formålet er at sikre et stærkere og mere vedvarende politisk fokus på områderne og en tættere opfølgning på de indsatser, der igangsættes – i tæt samarbejde med erhvervslivet. Ny formand for Erhvervs-, Turisme-, Kultur- og Fritidsudvalget er Trine Søe.
Skills – inspiration til uddannelsesvalg
Vi ønsker som kommune at give elever i udskolingen et bredt og realistisk billede af de mange muligheder, der findes, når man skal vælge ungdomsuddannelse. Ud over de boglige veje rummer de erhvervs- og håndværksmæssige uddannelser stærke traditioner og gode karrieremuligheder.
Derfor har vi politisk besluttet, at skolerne i 2026 skal arbejde mere systematisk med at give eleverne indsigt i de erhvervsfaglige uddannelser – blandt andet gennem prioriteret deltagelse i Skills-arrangementer og lignende initiativer.
Har vi mestre fra Dragør, fx inden for Skills, vil de som noget nyt blive inviteret til reception i forbindelse med den kommende Mesterskabsaften. Oplysninger om vindere i 2025 skal gives senest den 31. december.
Mere politisk fokus på erhverv og turisme
Erhverv og turisme spiller en central rolle for vækst, arbejdspladser og lokal udvikling. Derfor er der et klart politisk fokus på at styrke samspillet mellem de to områder og synliggøre de fælles resultater. 2026 bliver året, hvor vi vil udvikle og beslutte en ny turismestrategi.
Når det nye politiske udvalg er trådt sammen, vil der blive gjort status på de igangsatte aktiviteter og på, hvordan vi sammen konkret arbejder videre. Vi ser frem til et fortsat tæt samarbejde til gavn for erhvervslivet i kommunen.
God jul og godt nytår!
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester